Formidling

Formidling er et håndværk

”Kun hvis din krop er levende hører de efter, hvad du siger!” (Ole Boisen)

Teatret har fortalt historier og nået sit publikum siden tidernes morgen,…eller forsøgt på det, for det er svært! Og det starter med at gøre sig bevidst, hvad man udtrykker og formidler, når man står på scenen.

Formidling er ikke en tur ned af sort piste med tungen lige i munden og livet i hænderne! Formidling er et håndværk. At stå på en scene eller foran en forsamling eller bare at formidle én til én er samme sag … og hvis krop og hoved ikke arbejder, sammen kommer det ikke ud over rampen.

På teatret er vi lidt barskere, og siger; Fiks det eller gå ned af scenen!

Hvis I har det ligesom mig, vil I rigtig gerne udfordres … men I vil også gerne lige vide hvad det her kommer til at handle om. Hvad der forventes af jer. Få en idé om at jeg kan magte det og at det foregår i en miljø at gensidig respekt og forståelse. Jeg vil føle mig tryg.

Det fungerer sådan med kropssprog at vi enten bare gør det og så håber det går godt – hver gang! Med tendens til at få ondt i maven… eller vi kan gøre det til et håndværk og så lærer at mestre det.

 

Hvorfor er det så røvsygt?

Vi har alle sammen været til forestillinger eller foredrag hvor vi meget hellere ville være et helt andet sted. Ville gå, hvis vi turde. Fordi der ingenting sker mellem salen og scenen. Der er kun et rum fyldt med ord. Og vi keder os og vi hører i hvert fald ikke efter et ord af det der bliver forsøgt formidlet deroppefra. For det er nemlig svært. Og i modsætning til Tango eller mandolinspil som også er svært så har vi ikke noget sted vi kan øve os i det her. Vi kan ikke gå til det og lave 10.000 fejl indtil vi mester det så meget at vi er klar til at vise det frem. Nej, vi forventes at kunne det og mester det og elske at stå her! Det bliver tit en uskøn tur ned af sort piste … med tilskuere til!

Og så forsvinder lysten til at formidle. Gnisten til at fortælle om alt det skønne vi ved en hel masse om og som alle i andre gerne vil vide en masse mere om. Og vi oplever de alt for kendte symptomer man har heroppe. Halsen som er som en ørken, pulsen på 160, sveden som løber lamngs ryggen og i hånfladerne, udslet og allergiske reaktioner som afslører vores sande tilstand, vi ligner kamphaner som signalerer dødskamp, pletter for øjnenen og endelig besvimelsen som til sidst befrier os og tilskuerne for mere elendighed! Det ligner sygdom og bliver til det hvis vi ikke lytter til det undervejs og får taget trykket af det.

Men det var ikke det vi ville formidle!

 

Innovation!

Vi vil gerne ha medarbejdere som tænker selv og finder på innovative løsninger og begejstring og gåpåmod bidrager til virksomheden. Men vi er trænet i ikke at begå fejl og ikke at blotte os med risiko for at blive hængt ud.

Al forskning om innovation handler om at skabe rum hvor proces og ikke resultat er i fokus. At skabe plads til skæve forslag, nye tanker, en masse forslag som aldrig skal blive brugt …. ”

”Folk der siger ja, belønnes med de eventyr, de muligvis oplever. Folk der siger nej, belønnes med den sikkerhed, de muligvis opnår” (citat: Keith Johnstone).

 

Et levende nu.

Det at stille sig op for en forsamling er en oplevelse! Et levende ustyrligt nu som ikke lader sig fuldstændig kontrollere. Derfor kan det gå galt. Derfor er det levende. Der kan opstå fejl. Det gør det næsten menneskeligt.

Vi kan forberede os, vi kan have erfaringen og kompetencerne, vi kan oven i købet nyde at stå der … og alligevel kan vi ikke være sikre på hvordan det går før det er vel overstået – det gik godt. Igen! Og fordi det netop kan gå galt kan vi glæde os over hver gang det går godt!

Det er som på teatret. Ingen aftener er ens. Der er et hav af nuancer til forskel. Udefra ser det ens ud og replikkerne er de samme og vi går og står samme sted, men livet i scenen mellem skuespillerne og mellem sal og scene er aldrig ens. Underteksterne nuancerer i betydning og ændrer følelseslivet på scenen som små dominobrikker … som små krusninger på det samme hav! Så det er aldrig det samme at spille den samme forestilling. Det kræver fuld tilstedevær og autencitet hver eneste gang … og det kan gå galt. Lidt galt, for helt galt går det jo heldigvis sjældent.

Og overenskomsten mellem publikum og skuespillere er netop at vi på scenen gi’r os fuldt og helt til  stykkets handling og personernes oftest dramatiske følelsesliv så I dernede i salen kan spejle jer i det og reflektere over eget!

Så hvis og når Tuberko-Lukas på 7. Række har et af sine hosteanfald forstyrrer det lige meget på scenen og i salen….det er noget som går lidt galt i formidlingen. Stakkels mand.

 

Vi har det ligesom dig!

Alle som stiller sig op foran forsamlinger, enten på skærmen, på kurser, på direktionsgangen eller sågar til festlige sammenkomster kender og føler det. Det er ingen sjælden eller stor sandhed. Men det er sandt. Og sandt er også at vi som tilskuere helst vil lade os underholde eller undervise af dem som mester det at stå deroppe foran os bedst! Den som får os til at slappe mest af hernede på stolen og give os helt hen til indholdet og budskabet.

For sandt er også at har du ondt i maven deroppe, så får vi det hernede af at se på dig. Og så hører vi ikke efter. Hvis din performance på scenen eller ved white boarded er som en tur ned af sort piste, tungen lige i munden og så håbe du overlever, så kan du være forvisset om at vi sidder her med ondt i maven , krummede tæer og hjertet i halsen, og vi hører ikke et ord af det du siger, vi har alt for travlt med at håbe, at du overlever. Vi har det nemlig ligesom dig.

Det er scenens magi. I har det nede i salen ligesom jeg har det heroppe på scenen. Vi kan ikke klippe i filmen eller manipulere med nærbilleder men vi har jeres fulde opmærksomhed og nærvær … og vores formål er at give jer en oplevelse, enten i ord og følelser eller ord og indsigt. Det er det I har betalt for. Eller nogen har betalt for jer for at give jer den oplevelse.

 

Talking Heads

Talking Heads hed et band i 80’erne.  Det er et godt ord. Og det er det vi er, når vi bare lirer vores Power Point af, og ignorer hvad der sker i mellem scene og sal.  Hvis vi ikke længere er påvirkelige og tilstede i formidlingens tid. Det kan fungere. Folk klapper endda og kan give os positiv kritik bagefter, men hvis man kigger ud på dem, mens man lirer sit udenadslære af, vil man kunne se, at de ikke lytter efter. At de kun fysisk er til stede. At du spilder vores tid. Og din egen. Der sker meget lidt formidling. Der sker i det hele taget meget lidt. Børn ville gabe helt ukontrolleret og dreje 1000 gange om sig selv i stolen. Eller gå.  Talking Heads største hit hed ”Stop Making Sense”, og det er præcis hvad der sker!

Omvendt elsker vi at blive beriget af en levende, nærværende formidler som ser os i øjenhøjde. Vær sådan en :-)

Del denne artikel